Indenfor færdselsloven findes et glimrende straffemiddel, som hedder betinget eller ubetinget frakendelse af førerbeviset. Ved en mindre forseelse, kan det frakendes betinget – fx betinget af, at en ny prøve (teori + praksis) viser, at man egentlig godt kender spillereglerne, men at det var en smutter. Desuden kan det være betinget, at man overholder reglerne de næste x måneder.
Denne ordning fungerer godt. Det er en højt løftet pegefinger til synderen, men samtidig hugger man ikke hånden af hende, men giver hende en chance for at komme på ret spor igen, uden at den betingede frakendelse i øvrigt har ødelagt hendes fremtidsmuligheder.
Det er en tankegang, det er værd at overføre til demokratiet. Ligesom i trafikken er der også i demokratiet nogle spilleregler, der skal følges, hvis man vil have ret til at færdes der. Når man har taget sit "Kørekort til demokratiet", får man fuld adgang til alle de ydelser, der findes i samfundet. Ligesom i færdselsloven betyder det så, at et ungt menneske som fx 18-årig skal aflægge en teoretisk prøve i demokratisk forståelse. Den praktiske del kunne være, at vedkommende det sidste år skal have bevist også at ville overholde spillereglerne. Når begge dele er bestået, får det unge menneske fuld adgang til demokratiets goder.
Lad os nu springe til kriminalitet. Både den fjerlette og den ultragrove. Der kan være flere grunde til at overtræde loven:
· man vil opnå noget på andres bekostning
· man vidste ikke, at handlingen var ulovlig
· man ville helt bevidst ikke rette sig efter loven
· affektion
Den første grund er klart den mest almindelige. Se her, hvordan vil kørekorts-modellen kunne anvendes her. Først den lette ende; det være sig butikstyveri eller tyveri af en cykel ved tog-stationen. Ingen af delene anses for at være grove forbrydelser. Snuppes synderen, medfører forseelsen i første omgang blot en løftet pegefinger, ved gentagelser mindre bøder, som måske, måske ikke bliver betalt.
Hvis nu den unge pige, som har snuppet en flaske dyr parfume, af dommeren bliver idømt betinget frakendelse af demokrati-kortet i 3 måneder – ja så forstyrrer det ikke hendes liv og muligheder i øvrigt, men tvinger hende til at følge et kursus i demokratisk forståelse og så afslutte perioden med at aflægge en ny eksamen i "demokratisk forståelse". Består hun, lever hun uændret videre. Men forhåbentlig en erfaring klogere og forhåbentlig har demokrati-kurset bidraget til at øge hendes forståelse for fornuften af, at et samfunds borgere overholder spillereglerne. Samtidig med den fordel at hændelsen ikke afspejler sig i en straffeattest. Hvis hun ikke er blevet klogere, ja så mister hun sit demokrati-kort og dermed adgangen til en lang række samfunds-goder og kloge hoveder kan sikkert opstille, hvilke områder, der lukkes af for. Eksempelvis kan man jo filosofere over, om en borger, der adskillige gange har bevist, ikke at ville følge demokratiets regler, skal have stemmeret? Eller sociale ydelser?
Demokrati-kortet vil give samfundet en glimrende mulighed for at hjælpe småkriminelle på ret spor uden at ødelægge deres liv og det vil formentlig medføre, at mange ikke langsomt glider ned ad stigen og ender i dyb kriminalitet og til sidst sidder fast i en sump, de ikke kan komme op af.
I et civiliseret samfund er der ikke meget perspektiv i at straffe en kriminel bare for at straffe. Det er langt mere civiliseret, hvis samfundet siger til sig selv: "vi har begået en fejl ved ikke at give den pågældende en ordentlig forståelse af meningen med demokratiet. Vi giver nu synderen mulighed for at få en god forståelse derfor og samtidig også en mulighed for at bevise sin vilje til at efterleve det i praksis."
Som pattedyr er vi alle biologisk bestemte til at efterligne de voksne artsfæller i adfærd, i hvert fald indtil en vis alder. Svage sjæle kan derfor nemt forfalde til at kopiere den småkriminelle, som de oplever har masser af penge mellem hænderne, arbejder ikke og kun engang imellem får et lille ophold bag tremmerne. Det er samfundets pligt at fjerne denne fristelse for nye artsfæller. De skal opleve, at hvis man ikke følger reglerne, gør det ondt og hvis man ikke vil indordne sig, ja så må man finde sig en anden koloni. Men de skal samtidig også opleve, at hvis man falder i, så står artsfællerne parate til med en kærlig hånd til at føre ind på rette spor og fuldstændig tilgive og glemme. Men ikke gang på gang.
Det kunne sikkert også give gode resultater, hvis forældre drages mere til ansvar for ungernes opdragelse og adfærd. Begår et ungt menneske på 14 år fx hærværk, kan samfundet jo ikke betinget frakende ham demokrati-kortet, da han jo endnu ikke har fået et. Så derfor går dommen videre til forældrene, som enten har forsømt opdragelse eller udviser mangel på kontrol og interesse for, hvad afkommet går og laver. Fornuftig yngelpleje indebærer bl.a., at man skal vise næste generation, hvordan man skal opføre sig for at kunne være med i kolonien. Forsømmer forældre denne pligt, kan man jo dårligt bebrejde afkommet at det ikke kan finde ud af at gebærde sig fornuftigt. Derfor kan samfundet have en fornuftig interesse i at tvinge den slags forældre til at tage deres rolle alvorlig. Men igen: "straffen" ødelægger ikke noget, den giver blot mulighed for at komme på ret spor.
Det kunne være interessant, hvis intelligenziaen ville diskutere fx:
hvad stiller vi op med en samfunds-borger, der gentagne gange har bevist ikke at ville overholde spillereglerne.
skal der være separate straffe-rammer for borgere og fremmede (vi har en pligt til - og udbytte af - at give medborgere en hjælpende hånd, hvorimod det ikke tjener noget formål, at bruge silkehandsker overfor borgere fra andre lande).
hvor er grænserne for basale samfunds-goder.
hvad stiller samfundet op med familien til en forælder, der har mistet demokrati-kortet.
hvordan udformes en lov så dommeren individuelt kan bestemme om en kriminel skal have en chance til.
Hvis man ikke vil følge demokratiets spilleregler, kan man heller ikke påkalde sig dets goder
Kørekort til demokratiet
