dragedemokrati

Det var mit første besøg i Kina. I efteråret 1999. Udover normal bagage, medbragte jeg også en stor pakke fordomme, for naturligvis er man præget af alt det, vi i Vesten har læst og hørt om livet i Kina.

Hong Kong var første stop. Ikke nogen overraskelse, at levestandarden der er høj og vareudbuddet mindst som herhjemme. De har jo ikke været under kommunistisk styre så længe. Efter et par dag gik turen ind til mainland China. Med hypermoderne tog direkte til byen Shenzen, som har ca 6 mio indbyggere.

Første ubehagelige ryk i mine fordomme: mit hotel var mere luksuriøst end noget, jeg har boet på i Europa. Dyrt og helt sikkert ikke beregnet til lokalbefolkningen. Det var en søndag, så jeg var på egne ben og gik straks ud i byen centrum. Det gav næste skud for mine fordommes bov: stort set overalt velklædte mennesker og et væld af dem gik som her rundt og talte i mobilen på gaden (i parentes bemærket: under hele mit besøg i Kina havde jeg ingen problemer med at gå online på nettet via min medbragte mobiltelefon). Flotte shopping-centre med et meget stort vareudvalg. 4 timers promenade bragte mig også udenfor selve centrum, og det er klart, at her faldt kvaliteten af butikkerne og udvalget. Men er det ikke det samme i alle storbyer?

Men der skulle komme mange flere overraskelser næste dag, da jeg mødte den første leverandør. Turen ud til fabrikken foregik i ejerens Mercedes. Derude - i landdistriktet, så jeg da heldigvis noget af de billede, jeg troede var gældende overalt i Kina. Laset klædte arbejdere, der trak overbelæssede kærrer. Huse, der råbte på vedligeholdelse, for at udtrykke det mildt. Udover biz-snak blev der naturligvis også tid til almindelig småsnak. Jeg forstod, at unge, veluddannede mennesker tjener mellem 3 og 5.000 kr pr måned, hvorimod den ufaglærte arbejder ligger nede omkring 6/700 kr!

Denne udvikling er sket på under 10 år og den viser både noget godt og dårligt. Først viser den, at styrets nye politik har sat gang i en helt ny udvikling og giver mange meget frie hænder til at udfolde et frit initiativ. Dernæst viser den også, hvorfor styret tager små, forsigtige skridt i retning mod et demokrati - eller måske en særlig kinesisk version af demokrati. For der skal trædes meget varsomt, når et samfund så hurtigt opbygger en så stor indtægtsforskel. Og her skal bemærkes, at de vellønnede ikke er en marginal overklasse, men derimod en hastig voksende middelklasse.

Vi må jo ikke i vestlig åndshovmod glemme, at vi har demokratiets gener i blodet og anser vores samfundsmodel som den optimale, og måske derfor let bagatelliserer den kendsgerning, at Kinas kultur er helt anderledes - og vel også ældre end vores. Vil vi derfor det bedste for Kina og kineserne, tror jeg vi gør klogt i at holde en lidt lavere profil og ikke støtte individer, der vil fremtvinge en konfrontation med styret i Beijing. Trækker man dragen for hårdt i halen, spyr den ild - og det ville være den mindst ønskelige situation. Både for den kinesiske befolkning og for verden i øvrigt, tror jeg det bedste ville være en demokratiseringsproces, der måske strækker sig over 20 år i stedet for over 1 nat.

Vi burde have lært af det tidligere USSR. Hvis en tilsvarende revolution sker i Kina, får vi ikke bare eet Tjetenien - men 50 gange så mange. Så kan man spørge sig selv, hvad der er bedst for kineserne. At nogle få menneskeretsforkæmpere bliver stækket eller 50 gange ulykkerne i Tjetenien og ufred i Kina i generationer?

Mit besøg gav mig stor respekt for styret i Beijing, for de har en ubegribelig stor opgave. De ved meget vel, at det kræver en jernhandske at holde sammen på det store rige med så mange forskellige subkulturer, som alle er parate til et kræve selvstændighed - måske ikke fordi befolkningen egentlig ønsker sig det, men fordi nogle individer straks ville se muligheden for at opnå personlige fordele, hvis de kan rive en subkultur med sig. Det har vi set nok af i den gamle Østblok.   Så derfor er det Beijings opgave at styre med jernhandske, men forsøgsvis løsne grebet lidt - og måske stramme lidt til igen her og der, hvis den nye frihed misbruges, eller opportunister forsøger at bruge den til egen fordel. Så længe målet er, at landet kan og skal holdes sammen af en silkesnor, så for min skyld gerne en jernhandske indtil befolkningen gradvist er vænnet til de nye vilkår. Kun på den måde kan verden undgå et nyt Wild East, hvor anarkiet hersker og opportunister frempisker hadske stemninger.

Når man nu sammenholder de gængse kommentarer i media i Vesten med disse tanker, så dukker der en skrækkelig idé op, som er den eneste, der giver en logisk - omend kynisk forklaring. Nemlig at der i Vesten findes kræfter, som i bund og grund er ligeglade med det kinesiske folk, og som under dække af demokratiske dogmer, vil gøre alt for at destabilisere Kina, ligesom det skete med USSR, for så er der reelt ikke længere nogen konkurrerende stormagt tilbage . Og i så fald er mange sandfærdige og ærlige idealister blevet taget grundigt ved næsen af den skjulte dagsorden. De tror, de kæmper for demokrati i Kina, men sandheden er at de fremmer destabilisering.