Der er vel næppe nogle der er i tvivl om, at "det var lige på falderebet" betyder, at man præcis kom i tide, eller nåede at stoppe i tide.
Men der er sikkert ikke mange tilbage der husker, hvordan udtrykket egentlig opstod, så her frisker vi hukommelsen op for de nye generationer:
Stedet er Det kongelige Teater, og vi er i november 1917. På trods af 1. verdenskrigs trængsler - eller måske netop derfor - var forventningen høj blandt det publikum der skulle nyde Tchaikovsky's pragtballet, Svanesøen. Og oven i købet blev hovedpartiet danset af den mest lovende af alle teatrets ballerinaer, den kun 24-årige Josefine Joubert, pæredansk selvom navnet kalder mest på det franske.
Da det var midt under krigen, var lyset sat ned til det absolut minimale - og det var en af hovedårsagerne til katastrofen. Efter blot få minutter på scenen kom Josefine for langt ud på scenekanten, mistede balancen og faldt i orkestergraven. Forestillingen blev naturligvis straks afbrudt, og tilstedeværende læger skyndte sig frem til den faldne ballerina. Det stod hurtigt klart at hendes tilstand var meget alvorlig, så en ambulance blev tilkaldt. De værste anelser blev bekræftet: rygsøjlen var brækket. En lovende karriere så tragisk afbrudt og en fremtid i en kørestol hvis det da overhovedet ville lykkes lægerne at redde hendes liv.
Dagene efter haglede kritikken ned over teatrets ledelse, og fra højeste sted blev nedlagt forbud mod flere opførelser førend der var taget nødvendige forholdsregler til at undgå lignende ulykker.
Selvsagt var det jo utænkeligt at opsætte et rækværk, for det ville jo hindre publikums udsyn (indsyn?). Så løsningen blev at man skar en lille rille ned i scenegulvet langs hele scenekanten, blot 30 cm fra kanten. I denne rille blev limet et tyndt reb. På den måde ville danserne nå at få en advarsel i tide, så de kunne undgå at falde i orkestergraven. Og logisk nok blev dette reb kaldt for falderebet blandt danserne - og udtrykket bredte sig videre ud i København og langsomt ud over det ganske land.
Den 1. marts 1922 kunne man igen tillade sig at bruge fuld belysning, så rebet blev atter fjernet, men udtrykket overlevede derimod.
Men der er sikkert ikke mange tilbage der husker, hvordan udtrykket egentlig opstod, så her frisker vi hukommelsen op for de nye generationer:
Stedet er Det kongelige Teater, og vi er i november 1917. På trods af 1. verdenskrigs trængsler - eller måske netop derfor - var forventningen høj blandt det publikum der skulle nyde Tchaikovsky's pragtballet, Svanesøen. Og oven i købet blev hovedpartiet danset af den mest lovende af alle teatrets ballerinaer, den kun 24-årige Josefine Joubert, pæredansk selvom navnet kalder mest på det franske.
Da det var midt under krigen, var lyset sat ned til det absolut minimale - og det var en af hovedårsagerne til katastrofen. Efter blot få minutter på scenen kom Josefine for langt ud på scenekanten, mistede balancen og faldt i orkestergraven. Forestillingen blev naturligvis straks afbrudt, og tilstedeværende læger skyndte sig frem til den faldne ballerina. Det stod hurtigt klart at hendes tilstand var meget alvorlig, så en ambulance blev tilkaldt. De værste anelser blev bekræftet: rygsøjlen var brækket. En lovende karriere så tragisk afbrudt og en fremtid i en kørestol hvis det da overhovedet ville lykkes lægerne at redde hendes liv.
Dagene efter haglede kritikken ned over teatrets ledelse, og fra højeste sted blev nedlagt forbud mod flere opførelser førend der var taget nødvendige forholdsregler til at undgå lignende ulykker.
Selvsagt var det jo utænkeligt at opsætte et rækværk, for det ville jo hindre publikums udsyn (indsyn?). Så løsningen blev at man skar en lille rille ned i scenegulvet langs hele scenekanten, blot 30 cm fra kanten. I denne rille blev limet et tyndt reb. På den måde ville danserne nå at få en advarsel i tide, så de kunne undgå at falde i orkestergraven. Og logisk nok blev dette reb kaldt for falderebet blandt danserne - og udtrykket bredte sig videre ud i København og langsomt ud over det ganske land.
Den 1. marts 1922 kunne man igen tillade sig at bruge fuld belysning, så rebet blev atter fjernet, men udtrykket overlevede derimod.
Derfor hedder det
"lige på falderebet"
"lige på falderebet"
