Der var ingen tvivl. De var faret vild. To danske ægtepar dybt inde i en svensk skov. Det havde ellers set så nemt ud, da de var taget af sted i morges fra hotellet ved søkanten. Den venlige receptionist på hotellet havde givet dem et godt kort over skoven øst for søen, men det var alligevel lykkedes dem at fare godt og grundigt vild. I over 3 timer gik de uden at vide hvor de var - og uden at møde en eneste sjæl.
Og i alle timer havde regnen tæsket ned. Trætoppene var ellers så tætte at ingen sol blev lukket ind, men forhindrede altså ikke regnen i at finde vej til de nødstedte danskere. Men heldigvis var det da dejligt sommervarmt.
Så stor var glæden da de øjnede et rødt træhus der elskværdigt nok havde udnævnt sig selv til: "Søstrenes Gæstgiveri". Ikke alene var de trætte og våde, men også godt sultne. Så et godt måltid mad, ringe efter en taxa og føle livet langsomt vende tilbage.
De havde vænnet sig til at tale meget langsomt for nemmere at blive forstået. Men alligevel kiggede servitricen vantro på dem: "De ønsker at spise!?!. Her kommer ellers kun gæster til kaffe og vort berømte kagebord."
Danskere følte sig berettiget til at forvente at et gæstgiveri kunne servere mad og fastholdt derfor ønsket om mad.
"Men vi har ikke noget menukort," indvendte servitricen. "De få gæster der insisterer på mad må tage det kokken finder på." Det plejede at få normale gæster til at vælge kagebordet, men ikke danskerne. Allerede for mange år siden var søstrene lige så berømte for deres kager som de var frygtede var deres mad.
"Det tager vi som en oplevelse," sagde en af mændene medens han forsøgte at forhindre det sjaskvåde hår i at etablere en sø på dugen.
Hun rystede opgivende på hovedet og gik i køkkenet.
Her residerede Salmonella. Knaldgod til kager og kaffe, men havde som berettet ikke noget bred anerkendelse som kok i øvrigt. Citronella satte hende ind i den alvorlige situation.
"Åh, disse turister," sukkede Salmonella. "Og så danskere! Men vi må vel hellere finde noget til dem. Det var da godt du ikke smed laksen ud i morges, kære Citronella."
"Den lugter ellers noget fælt. Tror du den kan bruges? Kattene ville jo ikke have den."
"Skynd dig at hænge den udenfor så den kan blive gennemluftet og den værste lugt gå af den. Nu er det bare at finde på en stærk sovs der kan overtrumfe den særlige duft og smag af vellagret laks. Hvad tror du om en stærk blåskimmelsovs?"
"God ide," kære Salmonella. "Problemet er bare, at vi ikke har nogen blåskimmelost."
"Ak, ak," kære søster. "Fantasi har aldrig været din stærke side. Kig lige ind i køleskabet. Helt inderst på tredje hylde ligger en herlig luns skæreost som er helt dækket af mug. Egentlig skulle den have været smidt ud for længst, men jeg har bare glemt det hele tiden. Den er nok så stram i smagen at den kan gøre det ud for en herlig gammel Roquefort. Så kan vi samtidig også få brugt de gamle citroner, du har glemt at kassere. De kan jo bidrage med skimmel til saucen og jeg så den anden dag at de også er godt blågrønne indeni. Jo, det skal nok blive en fin sovs, ja så fin at vi bør kalde den for en sauce."
"Jeg går ud og graver kartofler op. De er da i hvert fald helt friske." Men inden Citronella nåede så langt, kom hun i tanke om at hun havde lovet danskerne brød medens de ventede på maden. "Og det har vi jo ikke noget af!" sukkede hun hovedrystende.
"Oh jo. Så kan vi få brugt de gamle humbler, jeg smed ud i morges. Tag dem med ind fra skraldespanden, når du har gravet kartoflerne op. Så skal jeg nok give brødet kunstigt åndedræt. Og muggen på brødet vil sikkert bare give ekstra smag til saucen."
Da Citronella kom ind lidt senere med kartofler og brød, gik Salmonella i gang med brødet medens Citronnela hastede med at ordne kartoflerne.
Først skrabte Salmonella omhyggeligt brødet rent for mug. Så skar hun brødet i halvtynde skiver og lagde dem i et bad af deres hjemmebrændte brændevin.
"Om 10 minutter, kære søster, kan du gå ind med brødet. Tag brødristeren med og fortæl vore kære gæster om familiens hemmelige recept på smålandsk mørkbrød. Lad dem selv passe brødristeren, så kan de da ikke klage over for lidt eller for meget ristning. Tag en flaske af vores brændevin med til dem og lad dem få den som en gave fra huset. Det er nok ikke nogen ulempe at de bliver runde i humøret inden hovedretten. Jeg tror jeg vil slutte laksen af med at flambere den i vores herlige brændevin inde ved deres bord. Så er deres forventninger i top og de vil aldrig glemme dette mageløse måltid. Så skaf mig en stor håndfuld timian, og tør den i ovnen så der rigtig kan komme fut i maden."
"Du er altså alle tiders, kære søster. Jeg er selv lige ved at blive sulten efter at smage det."
Da taxaen kom, var det fire lystige og lettere opstemte danskere der tog afsked med søstrene med store kram og løfter om at udbrede deres gastronomiske perle for alverden.
Søstrenes Gæstgiveri
