Ved et middagsselskab fortalte en af deltagerne denne historie, dog skal forinden nævnes, at hendes mand var død nogle år forinden efter 1 års kræftsygdom:
Da det stod klart, at hendes mand uafvendeligt have en begrænset tid tilbage, gik hun til sin lokale socialforvaltning for at høre, hvordan hendes stilling ville være. Efter et par møder med en social-rådgiver, fortalte denne hende en dag, at de penge (flere hundrede tusinder), som de havde stående på deres fælles bankkonto, skulle hun se at få flyttet over til en personlig konto med jævne udtræk hver anden uge, for den dag manden ville dø, ville alle fælles konti blive indefrosset og medtaget i skifterettens boopgørelse. Hun havde naturligvis forinden fortalt, at manden et par år forinden havde satset ret stærkt i en risikobetonet forretning, som ikke var lykkedes og at han faktisk skyldte en stor sum penge væk.
Takket været rådet fra socialrådgiveren fik hun reddet pengene væk fra boet og kunne så selv disponere over beløbet.
Rundt om bordet var der almindelig enighed om, at det var dejligt at høre om en socialrådgiver, der strakte sine gode råd til det yderste og måske også gik lidt over den officielle grænse for rådgivning. Det blev nævnt, at her var et godt eksempel på absolut godhed og uegennyttighed.
Denne gode enighed blev dog forstyrret, da en anden dame - der hidtil havde været tavs - fortalte: "Jeg er temmelig sikker på, at jeg kender fortsættelsen på den historie. Jeg kan nemlig godt huske at have set dig (henvendt til den første fortæller) og din mand hos mine naboer - for det var sammen med min nabo, at din mand forsøgte at lave en god og hurtig forretning, men tabte og min nabo havde flere hundrede tusinder tilgode hos din mand. Da han hørte, at der alligevel ikke var nogen penge tilbage i din mands bo, blev han så fortvivlet, at han tog sit gevær og skød sine to børn for derefter at skyde sig selv. Han kollapsede totalt, da han indså sin egen families ruin og kunne slet ikke overskue det."
Der blev stille omkring bordet. Den gode socialrådgiver havde pludselig mistet sin godhed, da sandheden blev hel. Hvordan burde socialrådgiveren have handlet, hvis hendes ønske havde været at udvise absolut godhed? Eller findes absolut godhed? I sin iver for at udvise godhed, kom hun faktisk til at gøre det stik modsatte.
Godhed må formentlig defineres som: at udvise uegennyttig omsorg for andre. Sætter vi ordet "absolut" foran, må godhed desuden aldrig kunne skade andre, og så bliver det straks mere vanskeligt at praktisere.
Denne lille historie bør selvfølgelig ikke afholde nogen fra at udvise godhed, men den kan måske få nogle til at tænke sig om en ekstra gang, når man overvejer, hvordan man vil udvise godheden.
Den absolutte godhed
