Derfor hedder det "Knækprosa"
Noget af det mest ursvenske er knækbrødet, eller på svensk: knäckebröd, og markedet har altid været stort og derfor interessant. Tilbage i 1960’erne begyndte en kamp blandt svenske producenter om at få etableret stærke mærkevarer for at opnå en førerstilling på markedet. Dengang var der en lang række mindre fabrikker på markedet, meget ofte lokalt baseret, men hos alle var der en drøm om at vinde kampen om at blive det førende, nationale mærke.
Et af de lokale mærker, ”Upp-Knäcke”, blev fremstillet i Uppsala. Fabrikken havde oplevet en stærk vækst i de første tre år af 60’erne, og var derfor både mentalt og økonomisk rustet til at kæmpe for en national førerstilling.
Salgschefen, Oluf Palm, sikrede sig i mange år en misundelsesværdig position blandt svenske salgs- og marketingfolk ved at opfinde en konkurrence der på få måneder spredte Upp-Knäcke langt uden for Uppsala. Desværre har historien jo som bekendt vist at hans fremragende idé ikke var nok til at sikre producenten den langsigtede sejr, og blandt nutidens forbrugere er der nok ikke mange der husker det formentligt udmærkede knækbrød.
Men hans konkurrenceidé erindres sikkert af mange, nu ældre svenskere. ”Skriv et digt som beskriver glæden ved den svenske mad og det svenske liv.” Så enkelt lød betingelsen for at deltage, og man skulle bare udfylde (max) de ti linier der var fortrykt på knækbrødsemballagen. Om det skyldtes pladsmangel på emballagen eller et usagt ønske om ikke at få overskueligt lange digte ind, må henligge i det uvisse.
Til gengæld kan producentens påstand om at konkurrencen udelukkende var skabt for at fremelske og finde ”tusindtals af ukendte svenske lyrikere” nok tvivlsættes. Ønsket om højere omsætning oversteg nok ambitionen om at fremme svensk lyrik.
Konkurrencen blev en overvældende succes. Vel nok mest fordi præmien var at ens lyrik blev publiceret på emballagen. Hver måned udvalgtes de 100 bedste, og de blev gengivet på næste måneds produktion. Konkurrencen blev til en folkesport – og for den jævne Jönsson blev det statussymbolet over alle at få sit digt gengivet på Upp-Knäckes emballage, og så endda med navns nævnelse.
Til gengæld rejste der sig hurtigt en kritisk røst fra den etablerede kunstverden som hævdede at de udtrukne vers var den laveste form for pinlig hverdagsprosa brudt om i verselinier og en fornærmelse af den svenske kulturskat. Sveriges intellektuelle fulgte straks efter og døbte nedladende fænomenet ”knäcke-prosa”. Kritikken var vel nok rimelig, for konkurrencedeltagernes ambitioner var bestemt ikke proportional med deres poetiske evner.
Det, der i det første halve år så ud til at blive en sejrsgang for Upp-Knäcke, blev nu vendt til et smerteligt nederlag. Når et lands intellektuelle gør nar af noget, breder det sig hurtigt ned i de lavere klasser. Det, der oprindelig var en stueren foreteelse, blev nu til noget næsten pornografisk. Deltagerantallet faldt drastisk, og endnu værre: det samme gjorde salget. Hvem ville skilte med sin dårlige smag ved at spise Upp-Knäcke? Så knäckeprosaen blev hurtigt i Sverige hvad Trommesalsmalerier blev i Danmark.
Det er næppe dårligt sprogvalg at konkludere at den i starten så succesrige kampagne blev et knæk for producenten. Et knæk han aldrig overvandt. Efter få år lukkede fabrikken og mærket blev stedt til hvile i den omfangsrige glemmebog.
Heldigvis sikrede Uppsalas lokalhistoriske museum sig de mange indsendte digte, og der kan knækprosafanatikere studere de tusinder af forslag der blev indsendt. Men spørg efter dem, for de er lagt godt af vejen i arkivet.
Begrebet kunne være blevet glemt, eller i bedste fald forblevet ukendt for danskere, hvis det ikke var fordi en dansk anmelder i slutningen af 70’erne genfødte begrebet. På den tid blev Danmark udsat for flere digtere som mente at dagligdags betragtninger sagtens kan opdeles i verselinier. Anmelderen så naturligvis straks en parallel til knäckeprosaens naivisme omsat til digte. Blot med 15 års tidsforskydning ramte knäckeprosaen Danmark og blev her til knækprosa. Til gengæld er udtrykket aldeles udslettet i Sverige, måske fordi ingen ønsker at huske den lyriske fattigdom de var udtryk for.
Noget af det mest ursvenske er knækbrødet, eller på svensk: knäckebröd, og markedet har altid været stort og derfor interessant. Tilbage i 1960’erne begyndte en kamp blandt svenske producenter om at få etableret stærke mærkevarer for at opnå en førerstilling på markedet. Dengang var der en lang række mindre fabrikker på markedet, meget ofte lokalt baseret, men hos alle var der en drøm om at vinde kampen om at blive det førende, nationale mærke.
Et af de lokale mærker, ”Upp-Knäcke”, blev fremstillet i Uppsala. Fabrikken havde oplevet en stærk vækst i de første tre år af 60’erne, og var derfor både mentalt og økonomisk rustet til at kæmpe for en national førerstilling.
Salgschefen, Oluf Palm, sikrede sig i mange år en misundelsesværdig position blandt svenske salgs- og marketingfolk ved at opfinde en konkurrence der på få måneder spredte Upp-Knäcke langt uden for Uppsala. Desværre har historien jo som bekendt vist at hans fremragende idé ikke var nok til at sikre producenten den langsigtede sejr, og blandt nutidens forbrugere er der nok ikke mange der husker det formentligt udmærkede knækbrød.
Men hans konkurrenceidé erindres sikkert af mange, nu ældre svenskere. ”Skriv et digt som beskriver glæden ved den svenske mad og det svenske liv.” Så enkelt lød betingelsen for at deltage, og man skulle bare udfylde (max) de ti linier der var fortrykt på knækbrødsemballagen. Om det skyldtes pladsmangel på emballagen eller et usagt ønske om ikke at få overskueligt lange digte ind, må henligge i det uvisse.
Til gengæld kan producentens påstand om at konkurrencen udelukkende var skabt for at fremelske og finde ”tusindtals af ukendte svenske lyrikere” nok tvivlsættes. Ønsket om højere omsætning oversteg nok ambitionen om at fremme svensk lyrik.
Konkurrencen blev en overvældende succes. Vel nok mest fordi præmien var at ens lyrik blev publiceret på emballagen. Hver måned udvalgtes de 100 bedste, og de blev gengivet på næste måneds produktion. Konkurrencen blev til en folkesport – og for den jævne Jönsson blev det statussymbolet over alle at få sit digt gengivet på Upp-Knäckes emballage, og så endda med navns nævnelse.
Til gengæld rejste der sig hurtigt en kritisk røst fra den etablerede kunstverden som hævdede at de udtrukne vers var den laveste form for pinlig hverdagsprosa brudt om i verselinier og en fornærmelse af den svenske kulturskat. Sveriges intellektuelle fulgte straks efter og døbte nedladende fænomenet ”knäcke-prosa”. Kritikken var vel nok rimelig, for konkurrencedeltagernes ambitioner var bestemt ikke proportional med deres poetiske evner.
Det, der i det første halve år så ud til at blive en sejrsgang for Upp-Knäcke, blev nu vendt til et smerteligt nederlag. Når et lands intellektuelle gør nar af noget, breder det sig hurtigt ned i de lavere klasser. Det, der oprindelig var en stueren foreteelse, blev nu til noget næsten pornografisk. Deltagerantallet faldt drastisk, og endnu værre: det samme gjorde salget. Hvem ville skilte med sin dårlige smag ved at spise Upp-Knäcke? Så knäckeprosaen blev hurtigt i Sverige hvad Trommesalsmalerier blev i Danmark.
Det er næppe dårligt sprogvalg at konkludere at den i starten så succesrige kampagne blev et knæk for producenten. Et knæk han aldrig overvandt. Efter få år lukkede fabrikken og mærket blev stedt til hvile i den omfangsrige glemmebog.
Heldigvis sikrede Uppsalas lokalhistoriske museum sig de mange indsendte digte, og der kan knækprosafanatikere studere de tusinder af forslag der blev indsendt. Men spørg efter dem, for de er lagt godt af vejen i arkivet.
Begrebet kunne være blevet glemt, eller i bedste fald forblevet ukendt for danskere, hvis det ikke var fordi en dansk anmelder i slutningen af 70’erne genfødte begrebet. På den tid blev Danmark udsat for flere digtere som mente at dagligdags betragtninger sagtens kan opdeles i verselinier. Anmelderen så naturligvis straks en parallel til knäckeprosaens naivisme omsat til digte. Blot med 15 års tidsforskydning ramte knäckeprosaen Danmark og blev her til knækprosa. Til gengæld er udtrykket aldeles udslettet i Sverige, måske fordi ingen ønsker at huske den lyriske fattigdom de var udtryk for.
Knækprosa
