På det østlige Møn ligger i dag det lille, smukke lystslot Liselund. Det første Liselund stod færdigt i 1792 og blev dengang opført på fundamentet af et andet lystslot, som Christian d. 7. lod opføre i slutningen af 1760’erne.
Som bekendt led denne konge af sindssygdom og en af hans formørkede ideer var at opføre det, han omtalte som et lyst slot på Møn, hvor han gennem flere besøg var blevet fascineret af det hvide, lyse skær af de rigelige forekomster af kridt. Derfor insisterede han på, at det lille slot skulle opføres af netop denne kridt. At alle sagkyndige frarådede kongen at bruge kridt som byggemateriale, anså han kun for at være et udslag af deres tranditionsbundne tankegang og han så sig selv som den banebrydende og nytænkende - et udslag af hans lunefulde sind, der senere blev rettet mod samfundsreformer med Struensee som pennefører.
Desværre gik alle tegninger til lystslottet tabt, da det første Christiansborg brændte i 1794, så der findes kun sporadiske henvisninger til slottet, som ret hurtigt i folkemunde blev døbt "Kridthuset". Ikke bare fordi facaden var af kridt, men også fordi den liden størrelse strengt taget ikke berettigede betegnelsen "slot".
Under sin store udlandsrejse i 1768-69 var Struensee med kongen som livlæge og blev hurtigt klar over, at kongens sind havde det bedst, når talen faldt på hans kridt-slot - så hvad var mere naturligt, end at Struensee foreslog kongen at de skulle gøre et længere ophold på det nye slot, når de kom tilbage til Danmark.
Vel hjemme igen stod det hurtigt klart for de daværende magtens mænd, at kongen gav Struensee meget vide beføjelser og stort set overlod statsmagten til ham. Mange af initiativerne blev udtænkt på Møn og der underskrevet af kongen. Derfor ikke så sært at der offentligt blev talt om, at Struensee var i kridthuset hos kongen. Så vidste man at han, altså Struensee kunne gøre næsten som han måtte ønske. En anden hyppig gæst i kridthuset var grev Enevold Brandt (som jo senere måtte dele skæbne med Struensee). Med stor dygtighed udvalgte Struensee og Brandt gæster, der kunne fremme deres sag, og inviterede dem til ophold på Møn. De fleste kom med glæde, for det var allerede bevist, at hvis man var i kridthuset, kunne store fordele opnås.
Desuden havde Struensee aftalt med amtmanden for Møn og Falster, Antoine de la Camette, at denne skulle sørge for passe selskab af lokale damer. Den tjeneste blev amtmanden belønnet for ved at kongen lovede ham jordretten og lystslottet efter sin død.
Som det kunne forventes, holdt hverken Struensee, grev Brandt eller lystslottet af kridt længe. Allerede da Struensee og grev Brandt blev henrettet i 1972 var slotsfacaden allerede i stærk forfald og fugt og mug gjorde et ophold mindre behageligt. Men på det tidspunkt havde kongen mistet interessen for alternative byggemateriale til fordel for samfundsforhold og hans syge hjerne registrede formentlig aldrig, at hans mesterværk blot 10 år efter opførelsen lignede en snemand i tøvejr. Efter Struensee’s fald satte han i hvert fald aldrig mere sine ben på Møn og overlod endda jord og ruin til den trofaste amtmand længe før sin død. Og det var på fundamentet af kridthuset at amtmanden lod arkitekt Kirkerup opføre det første Liselund, som blev stående indtil 1887.
Om end Christian d. 7. lille lystslot fik en meget kort levetid, har udtrykket "at være I kridthuset" overlevet og trives i dag i bedste velgående. Og med nøjagtig samme mening indbygget, som da Struensee’s fjender lidt hånligt lancerede udtrykket.
Derfor hedder det
"at være i kridthuset"
