Min søn begyndte i børnehaveklassen i 2002. Derfor fik vi en indbydelse til et foredrag for alle skolens forældre i september 2002. Foredragets tema var at børn lærer af deres forældre.
Efter klassiske, indledende stand-up jokes tog foredragsholderen imidlertid fat på et ganske andet emne, nemlig mobning. Sådan gik aftenen, og desværre smuttede det for foredragsholderen at lave et afsluttende link til det programsatte emne.
Nu er det ikke første gang jeg oplever et foredrag der smutter uden om emnet. Fordelene her var dog dels at det var gratis og dels at bare det at lytte, tilfører ens hjerne nogle additiver inden for områder man ellers ikke ville skænke en tanke. Disse additiver må have knoklet rundt i hovedet for pludselig en nat at barsle med at der faktisk er en sammenhæng mellem mobning, og ”at børn lærer af deres forældre”.
For når børn mobber, er de såmænd bare i gang med at øve sig i at blive voksne!
De skal finde ud af om de er gode til at lede eller om de trives bedre ved at blive ledet. De børn der har lederevner, skal lære om man bedst leder ved hjælp af terror, belønning eller manipulation (nogle kalder det argumenter) eller hvornår disse virkemidler skal kombineres.
En mobbe-gruppe tjener flere formål for gruppens medlemmer. Lederen (”leder” kan godt bestå af flere) får lært en masse om metoder til ledelse, og de andre i gruppen får lært hvordan man opnår tryghed ved at underordne sig en stærk leder.
Her opleves i praksis gruppe-egoismens natur og virkemidler. Fra den voksne verden kender vi den i utallige former. Her trives i rigt mål mobning, både på arbejdspladser og i enhver anden tænkelig sammenhæng. Det kan eksempelvis være virksomheden med 20 ansatte. Ejeren får sit behov for ”lyst” og ”overlevelse” tilfredsstillet. ”Lyst” er her lig med realisation af evner/ideer og/eller magtudøvelse. ”Overlevelse” = aktiviteten giver penge og sikkerhed. For de ansatte dækkes samme behov, men på en helt anden måde. De får ”overlevelse” i kraft af en gage der sikrer dem materielt, og deres lystbehov dækkes ved at jobbet giver dem mulighed for at realisere lystbetonede aktiviteter uden for jobbet, samtidig med at jobbet i mange tilfælde realiserer lyst-behovet ved at bruge sine evner. Leder og ansatte arbejder tilsammen ihærdigt på at blive bedre end konkurrenterne, helst sætte dem i skammekrogen. Det gør deres samlede position stærkere på andres bekostning. Konkurrenterne oplever givetvis deres tilstedeværelse som truende, irriterende og generende, ofte direkte skadelig. Altså de ord man normalt forbinder med mobning.
Fagforening er et andet eksempel. Ledelsen får her realiseret enten deres idealisme og/eller deres behov for magtudøvelse. Overlevelses-behovet dækkes fint af medlemmernes kontingenter som sikrer dem et godt materielt liv. Medlemmer får dækket deres behov for overlevelse (sikkerhed). Tilsammen sikrer deres aktiviteter medlemmerne bedre vilkår end udenforstående kan opnå. Nogle arbejdsgivere vil nok opleve dem som truende, irriterende og generende, til tider direkte skadelige.
Den ultimative form for mobning er den internationale terrorisme. Mobning defineres som ”en gruppes terrorisering af et eller flere enkeltindivider” og eksemplerne er ulykkeligvis talrige. Her ser vi skolemobningen effektueret i den voksnes virkelige verden.
For at undgå at blive mobbet - eller i nogle tilfælde for at kunne udføre mobning risikofrit, finder poderne hurtigt ud af fordelen ved grupper selvom det koster noget at blive lukket ind i varmen. For at komme med i en gruppe ved 10-års alderen kan adgangstegnet for eksempel være - som i min egen barndom - at bestå medlemsprøven som var at gå over en høj bro på den udvendige side af rækværket. Viste man mod nok, var man med i gruppen og værdig til at udføre de ordrer som lederen gav. Løbende må man så udvise loyal adfærd for at forblive i gruppen. Til gengæld giver medlemskabet af gruppen sikkerhed. Nu er man langt mindre attraktiv som mobbe-objekt, da gruppen nok skal give en formastelig mobber en lærestreg. Man lærer også ret hurtigt andre fordele af medlemskabet. Går man alene på æbleskud, kan det være svært at søge efter lækre æbler og holde udkig på samme tid. Med 4 på vagt, kan 2 andre hurtigt og temmelig risikofrit tømme æbletræet. Jo, gruppearbejde har sine fordele.
Går vi nogle år op i alder, kan vi støde på en ungdomsbande. Her er adgangsprøven mere udfordrende. Den kan bestå i at turde stjæle i en forretning eller snuppe en taske fra den gamle dame med stok og høreapparat. Består man, er man sikret i mange henseender. Man kan bevæge sig rundt uden frygt for at blive generet af andre for hvis de ved man er medlem af pågældende bande, skal de nok dy sig - ellers kommer hele banden og lærer dem god opførsel over for et bandemedlem. Hvis man vil være sikker på at blive genkendt som medlem, kan man sætte et klubmærke på armen eller ryggen. For ledergruppen er hvert medlem et nyt bidrag til en stærkere organisation og øgede indtægter. Et medlem der begår et røveri, har pligt til at aflevere en del af byttet til ledergruppen. Men den pris betales med glæde for den sikkerhed der er modydelsen. En anden gevinst er opfyldelse af lystbehovet for at udøve magt/vold med minimal risiko for sig selv.
De fleste vil ved skelsår falde fra fordi de oplever eller erkender kultiveringens fornuft og slår ind på den dydige vej, men andre kan ikke slippe og lader tingene eskalere. Men langt de fleste vil dog aldrig lade sig involvere i den slags grupper, især ikke hvis de i de unge år har lært hvordan man etablerer en gruppe med mere positive samfundsholdninger, og hvis man er med i en sådan gruppe er man ikke nær så sårbar overfor fristelsen til eller truslen om at gå med i en mere eller mindre kriminel gruppe.
Ved aftenens foredrag lærte kommentarer fra pædagoger/lærere mig at mobning allerede tydeligt ses i børnehaven. Nu kan man jo tvivle på at så små poder er i stand til at betragte, eller i hvert fald forstå den mobning som udøves af de ældre artsfæller. Ergo må behovet for at mobbe befinde sig i generne, i den menneskelige natur.
Nu er det tilsyneladende sådan at mobbe-eksperter arbejder på at fjerne mobning ved at syndiggøre den. Engang arbejdede kirken på at syndiggøre parring før ægteskab såvel som senere sidespring. Her begrænsede man parring, men forbød den ikke. Hvis den var blevet forbudt, ville individerne jo ganske logisk have brudt påbuddet. Meget fornuftigt; ellers ville arten jo uddø inden for en 100 år. Omvendt kunne individerne se en vis fornuft i at vente med parring til ægteskabet og i at undlade sidespring. I begge tilfælde kunne det medføre børn med kun en moder. Det kunne blive dyrt for de andre i samfundet. En nøgtern logik.
Når man nu pædagogisk arbejder på at syndiggøre mobning, sker måske tilsvarende, logiske kortslutning i barnets hoved. Hvis man ikke lærer mobningens mekanisme, er man så ilde stedt at man risikerer at bukke under når man lukkes ud i den virkelige verden. Hvis mobning er en urkraft i generne, er barnet jo ilde stedt når alle andre i verden har lært at mestre begrebet. Altså ses også her en nøgtern logik når ungerne gør sig immune overfor en syndiggørelse af mobning. Skolebørn får gentagne gange at vide at mobning ikke er OK og gør det så alligevel.
Et spring tilbage til parringen. Her erkendte pædagogerne for mange år siden at urkraften til parring ikke kan tøjles. Derfor tog man i stedet fat på at lære afkommet hvordan man skulle tackle parrings-lysten. Prævention, risici, vejledning. Slutmålet er ikke nået endnu, nemlig at lære afkommet at anvende urkraften til størst mulig glæde. Måske kommer den dag hvor skolernes ældste klasser drager på elskovslejr i stedet for skovlejr. For at lære den ultimative udnyttelse af driften.
Parallelt hertil er mobningens kunst. For at gøre sig parate til den virkelige verden må vore unger altså lære hvordan man skal udføre mobning hensigtsmæssig, hvordan man skal gardere sig mod det og hvor grænserne går. Ikke i stedet for den nuværende indsats, men som tillæg dertil. Når ungerne lærer den kunst, er de rustet til at modstå mobning, og hvis kultiveringen sker korrekt, vil de selv afstå fra at mobbe andre. Ikke fordi de ikke har lyst til det, men fordi de har lært at indse de negative konsekvenser for dem selv. Gruppe-egoisme er ikke ond og negativ, for med den rette kultivering kan gruppe-egoisme udøves positivt og defensivt.
Derfor kan det være fornuftigt at kombinere mobning med teorien om ego-cirkler. I den her forbindelse har en skoleelev bl.a. disse ego-cirkler:
En gruppe klassekammerater
Klassen som helhed
Hele skolen
Hvis den mobbede ikke har fået etableret 1) er han et nemt offer for en mobber. Derfor skal han lære værdien af at være med i en gruppe. Gruppens sammenhold vil fratage en mobber lysten til at mobbe da gruppen er stærkere end ham. Omvendt må den mobbede lære at det koster at være med i en gruppe. Dels skal han selv stille op hvis en anden i gruppen trues eller generes af en udefra. Dels må han lære at overholde de regler der gælder for at være med i en gruppe, at opføre sig ordentligt. I bund og grund den sociale træning som senere kræves i et velfungerende, voksent samfund. Mobberen skal også lære at forstå de problemer det giver ikke at være med i en gruppe. Et af kravene er at man ikke mobber gruppemedlemmer. Grupperne som sådan skal lære hvordan man opfører sig ordentligt og indse at der næsten altid vil være en større "magt" end gruppen, altså at det af egoistiske grunde er hensigtsmæssigt ikke at genere andre.
Skoleklassen skal også lære at mestre gruppe-egoismen som en hel klasse. De skal lære at værne om hinanden over for en udenforstående, eksempel en mobbesyg elev fra parallelklassen. Her rykker klassen sammen og lader forstå at det tolereres ikke.
Sidste skridt i skolesammenhæng er så at alle på skolen er en stor gruppe. Ved sportskampen mod en anden skole står man sammen og al intern strid er glemt.
På den måde kan mobning ændres fra at være et negativt fænomen til at blive en positiv indlæring i social adfærd.
Et andet fænomen der måske forveksles med mobning er når et barn skal have luft for vrede eller frustration. For et offer kan konsekvenserne være de samme som ved mobning, og det er vel derfor det kan være svært at skelne de to typer fra hinanden. Men den impulsive udladning af vrede har intet at skaffe med planlagt mobning.
PS: Skulle der være lyst til at læse mere om gruppe-egoisme mm, så læs noget af ”Den kultiverede egoist” (på www.xxxxxx).
Mobning
