Viborgbispen
Mange religiøse relikvier og symboler tillægges ofte smukke historier, om end historierne sjældent kan dokumenteres, men blot er et resultat af generationers gentagelse af historien - og når først den har overlevet længe nok, er det svært at sætte spørgsmålstegn ved troværdigheden.
Således blandt andre dette symbol, der jo ses i mange kirker i Danmark. Men den sande historie er ganske anderledes end den, der berettes fra religiøse kredse. Her er den:
I 1100-tallet residerede den magtfulde biskop til Viborg fra sit sæde på Spøttrup Slot i det smukke Salling. Han var ikke alene handlekraftig, men også initiativrig, indflydelsesrig og som alle andre i hans rangklasse dengang, en stor ynder af kvindekønnet. Nu ville det sig sådan, at der netop var tiltrådt en ny, køn ung pige på Spøttrup. Anne Therese Knudsdatter. Hun var ligeså frodig som den sallingske muld - og den gode biskop kunne ikke se sig mæt på hende.
Tidlig en søndag morgen var hun i gang med en af sine mange pligter, nemlig at stryge biskoppens hagel. Netop denne morgen fandt biskoppen hende ekstra kær og fandt det passende med håndspålæggelse at velsigne hendes ynder. Anne Therese fandt ikke noget ubehag i håndspålæggelsen, heller ikke da bispen læspende fortalte hende, at den hellige skrift foreskrev, at det burde foregå under tøjet. Nu var datidens unge piger jo klædt tungt og stramt på, så det tog biskoppen nogen tid at finde ind under tøjet. Men inden han kom så langt, bredte der sig pludselig en brændt lugt i strygestuen.
Ak ja. Strygejernet med sit glødende kul var blevet glemt på bispens hagel, og selvom Anne Therese hastigt rev det bort, var den prægtige hagel blevet skæmmet af strygejernets omrids. Nu var gode råd dyre, for bispen havde kun denne ene hagel - og det brun-sorte mærke på ryggen kunne ikke skjules.
Bispen viste sin handlekraft ved resolut at sætte det varme jern på hagelen igen, så der blev dannet det symmetriske mønster, der ses foroven.
Undervejs til Domkirken fik bispen tid til at udtænke sin forklaring, som lød på, at han ved omhyggelige studier i gamle skrifter havde fundet dette tegn, som blev tillagt stor hellighed og som han befalede alle kirker at indføre - ja han gik endda så langt, at han lod en kyndig maler rejse rundt til kirker i hele landet for at male dette nyopdagede symbol på kirkevæggene.
Og sådan er det såmænd nok med så mange symboler. Religiøse eller verdslige.
